Er after baseret på harry styles

Det hele tog sin begyndelse i de digitale fanfiktion-universer, hvor One Direction - og særligt frontfiguren Harry Styles - blev genfortolket i utallige kreative udgaver, indtil Anna Todd greb fat i koncepterne og omdannede dem til en litterær sensation med over 11 millioner solgte bøger, hvor Styles' alter ego fremstår med et oprørsk punk-look og indleder en lidenskabelig affære med den uskyldige Tessa, et plot der perfekt inkarnere fanfiction-genrens kerneprincip: Her er popidoler ikke bundet af virkelighedens rammer, men kan formes efter læsernes mest fantasifulde ønsker og drømme.

Filmen indledes med en stemmeover, hvor hovedpersonen Tessa Josephine Langford med patetisk alvor proklamerer, at "verden aldrig blev den samme efter ham", en sætning der desværre fungerer som en profeti om den følgende times forudsigelige klichéer og halvhjertede manuskript, hvor enkelte scener ved et tilfælde ender med at virke så grotesk overdrevene, at de ufrivilligt fremkalder latter - som i det absurde øjeblik, hvor Tessas mor i et raserianfald slår hende i ansigtet uden den mindste opbygning eller kontekst.

Her optræder de klassiske arketyper som marionetdukker: den autoritære moder, den genstridige datter, den idealiserede eks-kæreste - alle agerer de efter et forudbestemt mønster, mens filmen lader deres motiver forblive uforklarlige og flade som papirsklip. I centrum står Hero Fiennes Tiffin som den brokede Hardin, hvis kærlighedshistorie med Tessa - en pligtopfyldende studerende med pletfri karakterbog, der afholder sig fra både spiritus og intimt samvær - udspiller sig på et college, hvor deres første møde finder sted i Tessas sovekammer, hvor Hardin provokerende nægter at vende sig væk, mens hun skifter tøj, et magtdemonstrerende mønster der gentages i deres senere interaktioner med en ensformighed, der snarere virker komisk end erotisk.

Gangen på gang bliver vi mindet om, at Hardin er "kompleks" og "svær at gennemskue", selvom hans personlighed i virkeligheden er lige så gennemsigtig som en billig romantisk helteskabelon, en moderne udgave af den evige poetiske antihelt à la Dylan McKay, hvis eneste dybde består i et overfladisk lag af teenageoprør. Efter en kortvarig magtkamp mellem tiltrækning og modstand falder de to endelig i hinandens arme, og deres forhold eskalerer med en hastighed, der føles alt for konstrueret: Fra forbudt fascination til altopslugende passion på rekordtid, hvor de flytter sammen og indretter sig i en isoleret tilværelse fyldt med takeaway-måltider i sengen, mens resten af verden - inklusive Tessas tidligere selvstændige identitet - langsomt falmer ud af billedet, indtil intet andet eksisterer end deres gensidige forelskelse og den påståede enestående natur af deres ungdommelige romance.

Det er ikke en fortælling om en ung kvindes seksuelle frigørelse, men derimod en hyldest til den "store kærlighed" som livets eneste mening, et narrativ der insinuerer, at når man først har fundet "den rigtige", mistes al interesse for ambitioner, venskaber eller personlige mål - for nu handler alt udelukkende om ham, hans humør, hans behov. Filmen formidler et reaktionært budskab: En ung kvinde, der udlever sin seksualitet, er ikke længere "anstændig", og hendes mor vil uundgåeligt blive dybt skuffet.

I et forsøg på dramatisk dybde afsløres det senere, at Hardin er endnu mere moralisk korrumperet end antaget, men bekvemmeligheden sejrer, idet kærligheden - som ved et mirakel - forvandler ham til en blødere udgave af sig selv, en forløsning der understøtter den problematiske myte om, at en tålmodig, selvopofrende kvinde kan "rede" selv den mest hårdkogte mand, blot hun holder ud længe nok.

Hardins karakter minder slående om en anden fiktiv skikkelse fra min egen ungdom: vampyren Edward Cullen, en parallel der afslører, hvor dybt forankret dette univers er i en forældet forestilling om, at unge pigers ultimative drøm må være ægteskab, børneværelse og hvidt hegn - en reduktionistisk vision, der synes lige så begrænset som de plakater af Harry Styles, der engang prydede væggene.

I bund og grund er det en gentagelse af det samme gamla: den farlige dreng, der skal tæmmes, den uskyldige pige, der ofrer sig, og kærligheden som den eneste gyldige livsvej.