En handske bjørnstjerne bjørnson tekst

Bjørnstjerne Bjørnson, en af Norges mest indflydelsesrige litterære skikkelser, udgjorde sammen med sin samtidige Henrik Ibsen et dobbeltfundament for norsk kultur, men hvor Ibsen primært prægede teatret med sin skarpe samfundskritik, opnåede Bjørnson en særlig status som folkelig åndelig leder takket være sin ildhu, sin urokkelige tro på fremskridt og sin evne til at vække begejstring hos brede lag af befolkningen.

Denne alsidige forfatter, der i 1903 blev tildelt Nobelprisen i litteratur, voksede op i Romsdalens barske natur, før han slog sig ned i Christiania, hvor han hurtigt markerede sig som en skarp iagttager af både litteratur og teater, en rolle han senere cementerede som leder af henholdsvis Bergens Teater og Christiania Theater. Hans litterære gennembrud kom med bondefortællinger som Synnøve Solbakken og En glad Gut, hvor hans lakonske, men billedrige prosa gav et fornyet billede af den norske bonde som en stolt arvtager efter vikingetidens helte, skønt indholdet stadig bar præg af romantikkens idealisering af landlivets idyl.

Bjørnsons historiske dramaer, særligt Sigurd Slembe, hentede inspiration fra Norges sagatid og indbragte ham endda en statlig digtergage, mens hans lyrik - ikke mindst Ja, vi elsker dette landet, der senere blev landets nationalsang - prægedes af en umiddelbar, folkelig appel. Som søn af en præst bevarede Bjørnson sin barnlige tro indtil midt i fyrrerne, men efter at have fundet inspiration i Grundtvigs tanker knyttede han sig til de dansk-norske højskolekredse, en allianse der dog blev udfordret under den såkaldte signalfejde, hvor hans opfordring til dansk forsoning over for Tyskland - efter tabet af Sønderjylland - vakte kontrovers.

Senere vendte han sig mod den europæiske positivisme og indledte et samarbejde med Georg Brandes, en forbindelse der litterært resulterede i samfundskritiske værker som skuespillet En fallit og romanen Magnhild, mens hans religiøse syn gradvist distancerede sig fra den etablerede kirke, uden dog at opgive troen på en højere orden eller den kristne etik. Typisk for Bjørnson var hans selektive tilgang til Darwinisme, hvor han omfavnede evolutionsteorien, men udvidede den til en optimistisk tro på menneskehedens moralske forfinelse, en holdning der senere førte til konflikt med Brandes og det moderne gennembruds forkæmpere.

I En handske fremførte Bjørnson den provokerende tese, at mænd burde leve i seksuel afholdenhed indtil ægteskabet - et krav der hidtil udelukkende var blevet stillet til kvinder - hvilket udløste den såkaldte sædelighedsfejde, hvor Brandes' opfattelse af ligestilling som seksuel frigørelse for begge køn stod i skarp kontrast til Bjørnsons konservative syn. Bjørnsons forfatterskab var omfangsrig og mangfoldig, om end kvalitativt uensartet, og spændte over de fleste genrer, men hans engagement strakte sig langt ud over litteraturen: Han var en ivrig debattør i både norsk og dansk politik, hvor han kæmpede for skandinavisk samhørighed, demokratiske reformer og Norges fulde uafhængighed fra Sverige, ligesom han fra 1880'erne blev en forkæmper for international fred, en sag der på trods af hans venstreorienterede grundholdning fik ham til at vise sympati for de tidlige socialistiske bevægelser.

Desuden kastede han sin moralske autoritet i vægtskålen for undertrykte folkegrupper i Europa, en humanitær indsats der afspejlede hans dybe overbevisning om menneskets evne til at udvikle sig mod større retfærdighed.